Udstilling om bevaringsværdige bygninger

Udigvet 06.10.2025



Turistforeningens formand Bjarne Kogsbøll åbner udstillingen

 

Udstilligen blev åbnet lørdag d. 4.10.2025.
Pressen skrev:

Lokale kræfter går sammen om at bevare bygninger med sjæl
Ny udstilling sætter fokus på bevaringsværdige huse i Høje-Taastrup Kommune

Gamle bygninger fortæller historier om vores fælles fortid – men alt for mange forsvinder hvert år. Det var budskabet, da Turistforeningen, Danmarks Naturfredningsforening Høje-Taastrup og Ikano Bolig d. 4.10 åbnede en ny udstilling om bevaringsværdige bygninger.

Udstillingen er kulminationen på et samarbejde, hvor de tre aktører hver har bidraget med deres perspektiv:
Turistforeningen har udpeget 306 bygninger i kommunen, der har potentiale til at blive klassificeret som bevaringsværdige. Danmarks Naturfredningsforening har sat fokus på ressourcespild og CO₂-belastning ved nedrivninger, mens Ikano Bolig viser, hvordan det gamle Rådhus kan genanvendes til boliger i et nyt projekt.

”Alt for mange bygninger, som har betydning for lokalområdet, forsvinder hvert år. Vi håber, at vores arbejde kan inspirere til, at flere huse bliver bevaret – og at kommunen vil tage vores forslag med i det videre arbejde,” sagde Turistforeningens formand Bjarne Kogsbøll ved åbningen.

Naturfredningsforeningens lokalkomite’ pegede på, at byggebranchen står for et massivt ressourceforbrug og et unødigt pres på klimaet.

”Det giver langt mere mening at renovere frem for at rive ned. Vi ser heldigvis en voksende bevidsthed blandt både arkitekter, håndværkere og politikere om, at bæredygtigt byggeri også handler om at bevare det, vi allerede har,” lød det.

Den fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck takkede initiativtagerne og fremhævede samarbejdet som et godt eksempel på, hvordan civilsamfund, erhvervsliv og kommune kan arbejde sammen:

”Bevaring handler ikke om at stå stille – men om at bygge videre med respekt for det, der var. Vores bygninger er skelettet i vores by, og ved at værne om dem, værner vi også om vores identitet.”

Udstillingen kan ses resten af ugen og viser de 306 udpegede bygninger gennem plancher og fotos, der fortæller om deres kulturhistoriske og arkitektoniske værdi.

Desuden viser udstillingen resultatet af årets fotokonkurrence, som hvert år udskrives af Turistforeningen, hvor temaet netop var bevaringsværdige bygninger i kommunen.

Ved åbningen overrakte den fungerende borgmester gavekort og diplomer til de 3 vindere af fotokonkurrencen mens Knud Anker Iversen, på naturfredningsforeningens vegne, gav yderligere 3 gavekort til udvalgte deltagere.

Registreringen studeres

 

Danmarks Naturfredningsoreningen Lokalkomites formand Knud Anker Iversen giver gavekort til en vinder

 

Fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck priser initiativet

Projektleder Nils Blom fra Ikano Boliger præsenterer projektet om omdannelse af den gamle Rådhus til boliger.

 

Besøgende